-
Nato-lande advarer Kina om følger af støtte til Ruslands krig
ソース: BDK Borsnyt / 10 7 2024 16:33:55 America/Chicago
Styret i Kina spiller ifølge Natos medlemslande en afgørende rolle for Ruslands krig i Ukraine, og kinesernes hjælp til Rusland bekymrer alliancens lande "dybt". Derfor sender de en direkte advarsel til Kina i et fælles kommuniké onsdag fra et topmøde i Washington. Dermed skærper alliancen retorikken over for Kina, der blev nævnt første gang i en Nato-topmødetekst i 2019. - Kina kan ikke muliggøre den største krig i Europa i nyere historie, uden at det påvirker landets interesser og omdømme negativt, hedder det. På et pressemøde uddyber Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, hvorfor de allierede lande har skærpet tonen over for Beijing. Begrundelsen for advarslen er ifølge nordmanden, at Kina sender udstyr, værktøjer og software, der kan benyttes både civilt og militært, til Rusland. - Det gør det muligt for Rusland at bygge missiler og bomber, som de bruger til at angribe Ukraine. Det, at det skrives klart nu, er en vigtig besked til Kina. - Og så skriver vi, at det ikke kan fortsætte på denne måde - uden at det vil påvirke Kinas interesser. Jeg mener, at beskeden fra Nato er meget stærk og klar, siger Stoltenberg. Kina er direkte med til at forstærke truslen mod Europa. - Kinas støtte øger den trussel, som Rusland udgør over for europæisk sikkerhed, siger Stoltenberg. De allierede mødes igen torsdag til sidstedagen af topmødet i USA. Her ventes de at aftale et forstærket samarbejde med fire partnere i Østen. Det gælder Sydkorea, New Zealand, Australien og Japan. Det er det noget, som styret i Kina allerede har reageret negativt på. I en avisleder i Global Times, som er en engelsksproget udgivelse koblet til det kommunistiske styre i Beijing, langes der ud efter Nato. Regionen "byder ikke Nato" velkommen, hedder det. Nato skal ikke komme og skabe "ustabilitet i regionen, som den har gjort det i Europa". - Indblanding i regionale anliggender vil uvægerligt fremprovokere stærkere modstand mod den transatlantiske alliance. Natos udvidelse af egen indflydelse længere ind i Asien-Stillehavet vil ende i fiasko, skriver avisen. Samtidig roser avisen Ungarns premierminister, Viktor Orban, for at lytte til Kina og Rusland, og avisen fremhæver, at Ungarn netop har formandskabet i EU. I Europa har Orban omvendt fået skarp kritik. Han er blevet mødt med hovedrysten og afstandtagen på grund af sit møde med Putin og sin holdning om, at Vesten bør indstille støtten til Ukraine og forhandle fred. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/internationalt/nato-lande-advarer-kina-om-foelger-af-stoette-til-ruslands-krig